Grønlands Nationalpark

Lidt poetisk sagt, er Grønlands Nationalpark er som et åndeløst ekko af en verden før menneskets fodspor. Her strækker en urørt vildmark sig ud i al sin storslåede stilhed, hvor landskaber, planter og dyr lever videre i en evig, uberørt symfoni. Det er en af klodens sidste bastioner af ren natur – et sted, hvor tiden synes at stå stille. Med sine 972.000 km² breder parken sig over et område, der næsten kan rumme både Spanien og Frankrig, og som overgår Yellowstone National Parks størrelse mere end hundrede gange. Det er svært helt at fatte parkens enorme omfang.

Der er ingen fastboende befolkning i parken, bortset fra enkelte meteorologiske, forsknings- og militæranlæg. Blandt dem er hovedkvarteret for den specialiserede Sirius Patrulje, som udgør nogle af de få spor af menneskelig aktivitet i området. Ingen veje skærer gennem dette landskab, ingen havne tager imod skibe, og ingen hoteller byder gæster velkommen – her hersker naturen alene.

På grønlandsk hedder Grønlands Nationalpark “Kalaallit Nunaanni nuna eqqissisimatitaq”. Groft oversat betyder det “det fredede land i Grønland” – og det følger meget godt i vores sproglige traditioner om at navngive steder efter noget, der karakteriserer dem. Det kan både være som her, hvor parken er opkaldt efter sin funktion, men også rent fysiske ting. Ved Skovfjorden i Sydgrønland er der eksempelvis fjelde, der hedder Strygejernet, Kringlerne og Redekammen, ligesom de fleste store søer i Grønland blot hedder Tasersuaq, hvilket betyder Store Sø.

Adgang til Nationalparken er strengt reguleret, og besøgende skal indhente en særlig tilladelse fra de grønlandske myndigheder for at få adgang. Kun ganske få personer opholder sig permanent i området, og forskningsstationerne anvendes primært i slutningen af foråret, hen over sommeren og ind i det tidlige efterår.

Et rigt dyreliv trives i området, beskyttet af et jagtforbud, der har været gældende i adskillige årtier. Da parken ligger i den højarktiske klimazone, er antallet af dyrearter dog mere begrænset, og biodiversiteten lavere end i mange andre nationalparker.

Vi anbefaler ikke vores rejsende at tage til Nationalparken. Det er muligt at komme til Nationalparken med krydstogtsskibe, men Grønlands parlament arbejder på at gøre det sværere. I 2023 stødte et krydstogtsskib på grund i Nationalparken, og stemningen hos lokalbefolkningen i Grønland er ikke til, at det er et sted, hvor de skal sejle frit rundt. Vi har for det første ikke et stort nok beredskab, hvis hundredvis af mennesker skal reddes fra et skib i nød, og så gruer vi for tanken om frygtelige forureningskatastrofer, som man blandt andet har set i Alaska.

Etableret som en nationalpark i 1974 og udpeget som et biosfærereservat under UNESCOs Man and Biosphere-program i 1977, er området dedikeret til at bevare den naturlige tilstand af landskabet, plante- og dyrehabitater og historiske og arkæologiske steder, samtidig med at det fremmer videnskabelig forskning. I parken håndhæves strenge regler mod fjernelse eller forstyrrelse af genstande, samt et fuldstændigt forbud mod jagt og fiskeri. Det lille lokalsamfund Ittoqqortoormiit, der ligger syd for parkens grænse, har dog tilladelse til at komme ind i parken for at jage moskusokser eller isbjørne, selvom dette ikke er almindelig praksis.

Derudover er brugen af terrængående motorcykler eller enhver anden type motoriseret køretøj på land strengt forbudt i parken. Det primære mål med parken er at bevare det naturlige økosystem og samtidig give mulighed for minimal menneskelig påvirkning.

Som nævnt ovenfor er Nationalparken ikke et sted, vi selv kommer. Stedet er dyrenes refugium, og så er der selvfølgelig nogle dygtige Sirius- og videnskabsfolk, der passer godt på området. Vi vil i stedet anbefale vores rejsende at opsøge områderne omkring Ittoqqortoormiit eller Tasiilaq på Østkysten eller områder i Nordvestgrønland.

Her finder du også masser af muligheder for at opleve næsten uberørt natur uden at forstyrre det lokale dyreliv. Og mulighederne for vandring er gode alle steder i Grønland.